fbpx

Teamet bag STUDIO

STUDIO i Carlsberg Byen har et lille, fasttømret team, som med en helhjertet indsats i køkken og restaurant sikrer, at STUDIOs høje gastronomiske niveau hele tiden udvikler sig.

Christoffer Sørensen, køkkenchef og medejer af STUDIO

”Jeg hylder i den grad principperne om at bruge løs af alt det nære og lokale. Det giver enormt meget mening for mig, at de råvarer, der kan plukkes, høstes eller fanges lige uden for køkkendøren, også er dem, der sætter tonen på menuen.”

Sådan formulerer Christoffer Sørensen sin madfilosofi.

Inden han i 2021 trådte til på STUDIO, var han gennem ni år tro væbner og souschef i Claus Henriksens køkken på Dragsholm Slot. I STUDIO’s køkken trækker Christoffer på denne årelange erfaring med vilde urter, fermenteringer og legesyg gastronomi – som på STUDIO altid hviler på et solidt fundament af præcision og sikker velsmag.

Køkkenchefrollen på STUDIO er Christoffers første, men han har allerede sat et aftryk. Fire måneder efter første arbejdsdag blev Christoffer hædret af Michelin-guiden med guidens ’Young Chef Award 2021’. Kort efter fulgte White Guide trop med prisen som ’Årets Unge Kokketalent’ og en placering af Studio i Global Mesterklasse – guidens højeste klassificering.

Men rejsen for Christoffer og STUDIO er først lige begyndt.

Jesper Nielsen, restaurantchef

Jesper Nielsen er STUDIO’s kaptajn på gulvet, hvor hans behagelige væsen er med til at skabe den trygge og afslappede ramme om måltidet, som er så vigtig for os på STUDIO.

Jesper har haft en lang karriere i restaurationsbranche, hvor han har høstet erfaring på bl.a. The Paul, Henne Kirkeby Kro og Clou.

På vinkortet har Jesper en forkærlighed for store, klassiske vine fra topdistrikter som Bourgogne, Bordeaux og Barolo, men han finder også store vinoplevelser langt væk fra alfarvej. Smagen, håndværket og bæredygtig dyrkning er de parametre, Jesper navigerer efter, når han sammensætter vinmenuerne på STUDIO.

 

Merete Holst & Dorte Juhl Østergaard, restauratører

Merete Holst og Dorte Juhl Østergaard står bag LOCA Restauranter, som ejer og driver restauranterne STUDIO, Almanak i Operaen og Mission Green i København. Derudover er LOCA Restauranter medejer af RADIO på Frederiksberg.

LOCA Restauranter er en del af LOCA Gruppen, hvis grundsten er skabelsen og udviklingen af gastronomisk bæredygtige forretninger. Læs mere på www.locagruppen.dk

Vinder af årets 'hav' ret

Vi gjorde det!


Vi er glade for at kunne fortælle, at vi vandt ’Hav’-kategorien blandt et stærk felt af velrenomerede restauranter med vores ret med blæksprutte, ristet kyllingeskind, fermenterede agurker og koriander. 


 Har du prøvet retten? Hvis ikke, så kan vi fortælle, at Årets Ret i Hav-kategorien lige nu er at finde på vores menu.