
STUDIO-køkkenchef Christoffer Sørensen vinder kokkekonkurrencen BMW Masters
Vi er ved at briste af stolthed, og vi har sagt det før, og nu vi siger det igen: Studio-køkkenchef Christoffer Sørensen er fremtidens mand. Det beviste han endnu en gang i mandags, da han trak sig sejrrigt ud af første udgave af kokkekonkurrencen BMW Masters i BMW’s Experience Center i Lyngby.
Her var han oppe imod fire andre stærke hold bestående af bl.a. Årets Kok 2019, Kristoffer Ringsing, Bocuse d’Or-sølvvinder Christoffer Brink og Sushi Anabas Hans Kjellsson, som vandt Sol Over Gudhjems ’Rising Star’ i år.
Med kyndig assistance fra kokkeeleven Rasmus Blom lykkedes det dog Christoffer Sørensen at lave en trerettersmenu, som slog benene væk under det erfarne dommerpanel, som bestod af Jesper Uhrup Jensen, chefredaktør på magasinet Gastro, samt kokkene Henrik Jyrk, Frederiksmindes Jonas Mikkelsen og kokkeikonet Claus ’Røde’ Christensen fra Salon.
Benspændet på dagen var, at de fem hold ikke vidste på forhånd, hvilke retter, de ville skulle lave, eller hvilke råvarer, de ville have til rådighed. Christoffer og Rasmus endte dog med at trække det lange stik med en kreativt sprudlende trerettersmenu, som blev indledt af en frikassé af pocheret torsk i en olie infuseret med korianderkapers og timian, saltede grønne jordbær og en sauce på risvineddike, yuzu og blåmuslingsaft.
Hovedretten var gråand, og brystet blev stegt på ben med hjemmelavet trøffelmiso og en ’terrine’ af græskar tilberedt i karljohan-smør og confiteret karljohan. Lårene var tilberedt i karljohansmør og plukket, vendt med ramsløgskapers, hamp fra Søren Wiuff og fermenterede kirsebær, og det hele blev bundet sammen af en sauce på henkogte grøntsager og bagt græskar.
Desserten var en hvid chokoladesoufflé med miso og på siden en brombærsorbet med karamelliseret kefir og kornblomster, mens æggeskallerne fra æggene brugt til souffléen var fyldt med chokolademousse og lun æggesnaps på toppen.
Som menuens brug af ingredienser antyder, er kreativiteten i den grad sprudlende hos Christoffer Sørensen og hans team, og med sejren i BMW Masters er vores forventninger til det STUDIO, han kommer til at åbne i Carlsberg Byen til december, kun blevet øget en tand yderligere.
KÆMPE tillykke Christoffer & Rasmus – I er for seje & vi glæder os så meget til vi åbner igen
Mange kærlige hilsner fra
Merete og Dorte – og alle jeres kollegaer i LOCA

