Teamet glæder sig til at tage imod jer i Carlsberg Byen
Håndværkerne har arbejdet i døgndrift den sidste måned, men nu er byggestøvet endelig ved at
lægge sig i Carlsberg Byen, hvor STUDIO fra torsdag den 2. december står klar til at byde jer
hjerteligt velkommen.
Køkkenet er installeret, vinkælderen er fyldt til randen, og Christoffer Sørensen og teamet tramper
utålmodigt rundt i boksen som væddeløbsheste inden den store galop. Vores 31-årige køkkenchef,
som Michelin-guiden sidste år gav prisen som årets ’Young Chef’, har stået uden restaurant siden
vi ved årsskiftet forlod The Standard. Nu glæder Christoffer sig til endelig at kunne folde talentet
ud og skabe sin helt egen gastronomiske fortælling i nye og permanente rammer på Ottilia
Jacobsens Plads i Carlsberg Byen. Her har bl.a. kunstneren Frederik Lassen Hesseldahl stået for
udsmykningen af lokalerne, som har et skær af både nordisk og japansk minimalisme og maritim
inspiration over sig.
Køkkenchef uden et køkken”Det har ærligt talt været nogle lange måneder uden et køkken og en restaurant, og teamet og jeg
har virkelig savnet den energi, vi får af at skabe gode oplevelser for glade gæster. Den sidste tid
har vi arbejdet hårdt bag kulisserne for at skabe en menu, som vi mener, tilfører byen noget nyt,
og som peger direkte ind i STUDIO’s gastronomiske DNA,” siger Christoffer, som har holdt knivene
skarpe med deltagelse i flere kokkekonkurrencer. Blandt andet vandt han en overbevisende sejr
ved den nye kokkekonkurrence BMW Masters i september. Christoffer lægger ikke skjul på, at
hans målsætning er at vinde meget mere dansk og international hæder og bringe det nye STUDIO
op i det øverste lag af landets toprestauranter.
”Vi skal kunne måle os med de bedste, og jeg er overbevist om, at vi har holdet til at kunne gøre
det. Og så er det ingen hemmelighed, at jeg rigtig godt kunne tænke mig at skaffe
michelinstjernen tilbage til STUDIO,” siger Christoffer, som imponerede både jer gæster og
anmelderne, da han i maj 2021 tog over som køkkenchef på STUDIO. Det gav sig udslag i mange
dejlige tilbagemeldinger fra gæster, flotte anmeldelser, en Michelin-pris og to nominerede retter
ved Danske Madanmelderes ’Årets Ret’-konkurrence tidligere i år.
Holdet bag STUDIO
Som mange af jer sikkert ved, tilbragte Christoffer ni år i Claus Henriksens køkken på Dragsholm
Slot, inden han kom til STUDIO. Tankegangen omkring lokale råvarer, vilde urter og fermenteringer
fortsætter Christoffer med at forfine til sit helt eget udtryk på STUDIO, hvor det lokale brydes af
inspiration og teknikker fra bl.a. Japan. Åbningsmenuens 13 serveringer er rundet af skånsomt
fanget fisk og skaldyr fra danske og nordiske farvande, så forvent flotte fladfisk, knivmuslinger,
kammuslinger og danske østers – naturligvis krydret med klassiske luksusråvarer som trøfler og
caviar. Samt ikke mindst sæsonens bedste råvarer fra Christoffers gode ven, Lammefjords-ikonet
Søren Wiuff.
I køkkenet flankeres Christoffer som vanligt af souschef Steven Ackermann, og gulvet dirigeres af
Jesper Nielsen og Jacob Lyngse. Alle ansigter, som mange af jer vil huske fra Havnegade.
Vi er spændte og forventningsfulde, og vi er glade for at have et så stærkt hold samlet til åbningen
af STUDIO. Vi glæder os helt enormt til at forkæle jer alle sammen og vise jer, hvad vi har gået og
arbejdet på.

Frederiks Lassen Hesseldahl's spejlmaleri i Carlsberg Byen
Køkkenchef Christoffer Sørensen & restaurantchef Jesper Nielsen
De bedste hilsner fra
STUDIO