fbpx

STUDIO siger TAK med særligt fødselsdagstilbud

Lørdag den 2. december er det præcis ét år siden, STUDIO for første gang slog dørene op i Carlsberg Byen.

Vi er blevet budt velkommen med åbne arme af vores gode naboer her, og i anledning af vores fødselsdag vil vi derfor gerne give lidt tilbage til bydelen: Derfor tilbyder vi nu 25% rabat på menuen fra 3. december og frem til 29. februar til alle med bopæl i Carlsberg Byen. Gælder dog ikke Nytårsaften eller ved betaling med gavekort med merværdi.

Samtidig vil vi også takke alle, der har brugt en aften i vores stuer i det forgangne år. Som tak for støtten vil vi derfor tilbyde fødselsdagsrabatten til alle gæster, der har booket bord hos os i året, der er gået. Vi glæder os til at se jer igen.

Book dit bord her, og anfør blot ’1 år i Carlsbergbyen’ i bookingkommentaren, så ved vi, at vi skal trække rabatten. Er du tidligere gæst, så husk at booke med den samme mail, du brugte første gang – så kan vi se dig i bookingsystemet. Er du nabo, så medbring dit sygesikringsbevis.

Vi fejrer et fantastisk første år

I øvrigt kan alle gæster, der booker bord på vores fødselsdag lørdag den 2. december, godt regne med at få lidt ekstra champagne i glasset, for vi synes, at der er meget at fejre.

Vi kan se tilbage på et fantastisk første år med rigtig mange glade gæster og meget positiv opmærksomhed fra presse, guides og anmeldere. Vi høstede bl.a. 6 stjerner i anmeldelser i både Berlingske og Politiken, og i september vandt vi Danske Madanmelderes eftertragtede ’Årets Ret’-pris for vores servering af dansk blæksprutte med fermenterede agurker, kyllingeskind og koriander. En måned senere, i oktober, blev vi nomineret af den Danske Spiseguide til ”Årets Gennembrud” og ”Årets Restaurant” og vi kunne gå hjem med prisen for ”Årets Dessert”

STUDIO Blæksprutte, tang, ristet kyllingeskind & fermenteret agurker

Til tops på ’La Liste’

Tidligere på året fik vi med stor stolthed en placering som nr. 78 på OADs liste over Europas bedste restauranter, og i sidste uge strøg STUDIO så ind blandt de 10 bedste Danske restauranter på ’La Liste’, som er en rangliste over verdens 1000 bedste restauranter. La Liste laver ratingen ud fra et sammendrag af ratings i gastronomiske guides, anmeldelser af professionelle i dagblade og magasiner samt online-reviews. STUDIO fik en samlet score på 91.5%, hvilket placerer os side om side med blandt andet Aska** i New York og legendariske Le Gavroche** i London. Vi er meget stolte af at være i så godt selskab.

Vi håber meget, at I vil være med til at fejre vores fødselsdag, og vi glæder os til at forkæle både gode naboer såvel som nye og kendte ansigter.

Kærlig Hilsen Christoffer, Jesper og hele teamet

SE WEEKENDAVISEN

ÅRETS RESTAURANT - MARTIN KONGSTAD


Lige før nytåret udgav Kongstad sin årsliste i Weekendavisen, og måltidet på STUDIO har sat tydelige spor hos den erfarbe anmelder, som skriver: 'Årest mest harmoniske gourmetmiddag fik jeg på STUDIO'


Tusind tak for ordene Martin,
læs eller genlæs artiklen her