fbpx

STUDIO er nomineret til Årets Restaurant

Det har været et forrygende halvår for STUDIO, siden vi åbnede kort før det nye år. Christoffer og teamet har bl.a. fået seks stjerner i Berlingske og seks stjerner for maden i Børsen, som skrev, at ”topgastronomien er flyttet ind i Carlsberg Byen”, mens chefredaktør Jesper Uhrup Jensen fra Gastro satte sin oplevelse på Studio i ”absolut top-3 over måltider i 2022”.

Vi er derfor også stolte af at kunne meddele, at STUDIO nu er blevet nomineret til titlen som Årets Restaurant i Den Danske Spiseguide. Det er et privilegium at blive anerkendt sammen med nogle af Danmarks mest talentfulde kokkeprofiler. Vi takker mange gange for nomineringen og ser frem til at sætte alle sejl til ved nomineringsmiddagen, som finder sted efter sommer. Vi vender tilbage med mere info om reservationer. Hold øjne og ører åbne – det bliver en aften, man ikke vil gå glip af.

En stor tak til vores fantastiske team, hvis engagement gør STUDIO til et inspirerende og glædesfyldt sted at arbejde. Vi vil også takke alle jer gæster, som har besøgt os i løbet af det første halvår. Jeres støtte er uvurderlig, og de mange positive og konstruktive kommentarer, vi har fået med på vejen, er noget, vi sætter stor pris på.

Nye retter på menuen

Lige nu spirer foråret løs derude, og snart vælter det ind ad køkkendøren med sprøde, friske sager. Det giver os ny inspiration, så vi har arbejdet på nye retter og skiftet lidt ud i menuen. Makrel er i sæson igen, og vi salter dem og serverer med semitørrede danske tomater og en sauce på tomatsaft og geranium. Vi har også en ny ret med tejnfangede jomfruhummere og nye rabarbere. Vi steger jomfruhummerne hårdt og hurtigt, glaserer dem med en praliné på ristede solsikkekerner og serverer dem med en kompot på rabarber, en kraftig jomfruhummerreduktion og et luftigt skum på jomfruhummersmør og vanilje. Du kan næsten fornemme, hvor godt den ret smager. Og så må vi ikke glemme vores ret med superflotte danske havtasker, som vi griller og glaserer og serverer med stegt ramsløg og overvintrede løg fra Søren Wiuff. Se hele menuen her. Vi glæder os til at servere de nye retter for dig. Book dit bord her.

Hør Christoffer fortælle om STUDIO

Carlsberg Byen har været forbi STUDIO og har produceret denne flotte video, hvor Christoffer fortæller lidt om menuen på STUDIO, vores fremtidsplaner og placeringen i Carlsberg Byen, som han mener, er godt på vej til at blive én af Københavns smukkeste bydele. Vi føler os allerede rigtig godt hjemme her og glæder os til at være med til at sætte vores præg på denne nye bydel, som er i en rivende udvikling.

 

SOL OVER GUDHJEM 2024

SOL OVER GUDHJEM 2024


Christoffer er en af fire kokke udvalgt til at konkurrere i Danmarks største kokkekonkurrence "Sol over Gudhjem", som finder sted den 22. juni.