BÆREDYGTIG GASTRONOMI
VORES TILGANG
Hos STUDIO er vores mål at tilbyde en gastronomisk oplevelse, der går hånd i hånd med bæredygtighed. Da fødevarebranchen er ansvarlig for en betydelig del af verdens CO2-udledninger, er vi engageret i at tage aktive skridt for at reducere vores miljømæssige påvirkning.
Vores menu er præget af den danske sæson, og vi samarbejder tæt med lokale landmænd, som vi jævnligt besøger og assisterer ved høsten af ingredienser til vores egen brug. Vi prioriterer fisk, der kan fanges skånsomt og som er i sæson, samtidig med at vi tager hensyn til bestande og fiskeområder nær Danmarks kyster. Derudover arbejder vi aktivt med tang, hvor vi udvikler nye tiltag og specialiserer os i at udnytte de forskellige smagsnuancer, tang kan tilbyde.
Vi anvender også kød, men prioriterer vildt fra den danske sæson, og vi benytter ofte mindre kendte udskæringer, så hele dyret benyttes.
Bæredygtighed indebærer konstant at navigere i dilemmaer, og vi er i konstant udvikling, særligt når de klassiske metoder ikke er tilstrækkelige.
VORES MANIFEST
Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget. Derfor har LOCA Gruppen i 2021, med udgangspunkt i en række af FN’s Verdensmål, udarbejdet et ’Manifesto for bæredygtig gastronomi’. Manifestet udstikker kursen for vores bæredygtighedstilgang og vores forretning. For os handler bæredygtighed ikke kun om, hvor gulerødderne er dyrket – bæredygtig gastronomi handler også om, at vores kokke og tjenere arbejder under forhold, vi kan være bekendt. Vi ønsker, at restaurationsbranchen skal være et sted, hvor man har lyst til at blive, lære og udvikle sig – også når man har passeret 30 år og har fået børn.
BÆREDYGTIGHEDSRAPPORT
Vejen mod en bæredygtig restaurationsbranche er brolagt med dilemmaer og kompromiser. Der er mange måder at gøre tingene på, og vi ved, at vores måde aldrig bliver perfekt. Men det afholder os ikke fra at stræbe efter det.
Derfor udarbejder vi hvert år en Bæredygtighedsrapport for samtlige af LOCA Gruppens restauranter, hvor vi sætter håndgribelige tal og fakta på vores arbejde med bæredygtighed – og sætter nye mål for fremtiden.
Vi tror på, at vi med ordentlighed, velsmag og madglæde kan være med til at skabe positive forandringer i verden. Det har både vores branche og vores klode brug for.